
Håndbolden sælger Odder for millioner

Tag med til Herning
Alt at vinde
Velkommen til den spændende kvalifikationskamp til Ligaen mod det stærke mandskab, Pokalmestrene fra HC Midtjylland.
Efter en forrygende sæson for vort unge hold opnåede drengene en flot 3. plads i 1. division. Det er en fantastisk flot præstation – over al forventning! Husk på, at der var 11 nye spillere og gennemsnitsalderen ved sæsonstart var 22,7 år. Drengene har udviklet sig rigtigt flot under Mads Brandt og Brian Jensens ledelse og har skabt grobund for en stærk trup og et godt sammenhold.
Dagens kvalifikationskamp er oven i købet mod vores tidligere træner Morten Secher og de danske Pokalvindere fra HC Midtjylland, og der er returkamp i Messecenter Herning torsdag d. 21. april kl. 19. Det bliver et par spændende kampe mod et klassemandskab (trods placeringen som nr. 12 i Ligaen) med mange spændende profiler, herunder den tidligere tyske verdensmester Pascal Hens, forsvarskæmpen Kristian Gjessing, og topscoreren Kasper Gudnitz for ikke at glemme den store streg Vignir Svavarsson – alt i alt en række spillere med over 500 landskampe på CV’et.
Kampene er en uventet bonus, og vi kan gå ind til kampene og spille frit – vi har alt at vinde…. På den anden side står HC Midtjylland i en presset situation, hvor de har oprustet til denne sæson og klart satset på en plads i slutspillet i Ligaen. De har alt at tabe…
Det bliver dog ikke nogen nem kamp. HC Midtjylland er danske Pokalmestre, har en stribe klassespillere og viste i den sidste kamp i grundspillet stor styrke, da de nærmest fejede Skive ud af banen med en 11-målssejr på udebane.
Jeres kæmpe opbakning kan virkelig løfte holdet – og jeg håber, at I møder talstærkt og højtråbende op, så vi kan skabe sensationen mod Ligaholdet. Med en fyldt hal har vi måske en mulighed….
Sæsonen er ikke slut endnu – pokalkamp mod Skjern Håndbold
Ud over kvalifikationskampene mod HCM har vi endnu en spændende kamp i vente!
I landspokalturneringen skal vi møde Liga-topholdet fra Skjern Håndbold. Datoen for denne kamp har været aftalt, men som følge af DHFs fadæse vedr. straf til KIF Kolding eller ej er hele slutspilsturneringen ændret, og dermed daten for vores Skjern-kamp ikke på plads i skrivende stund….
Følg med på vores hjemmeside og Facebook, så du kan komme og bakke holdet op i dysen mod Kasper Søndergård & Co i aktion her i Spektrum.