Nyt lokalopgør i toppen af rækken
Festligt lokalopgør mod HEI
Nu skal vi holde fast i toppen


Velkommen til en spændende lørdagskamp mod Ajax København.
Ajax er et ambitiøst hold, som gennem flere år har sat Ligaen som målet. I indeværende sæson ser den ambition dog ud til at være et stykke væk, da holdet har 9 points efter 9 kampe. Senest har de tabt ude i Frederikshavn og hjemme til Skive, men sejr over Team Sydhavsøerne samt uafgjort mod TMS Ringsted og Lemvig-Thyborøn viser, at det bestemt ikke er et hold, vi blot kan ”køre hen over”.
Heldigvis er håndbold et fantastisk spil, alle kan slå alle, når man rammer dagen og den rigtige taktik. En solid føring behøver ikke at give en sikker sejr. Seneste eksempel så vi i vores udekamp mod Stoholm i sidste weekend, hvor vi vandt en 15 min. periode med 10 – 1 og trods det, var der spænding frem til de sidste minutter. Drengene holdt dog hovedet koldt, så de med gode redninger og sikre scoringer i slutminutterne sikrede sejren med 22 – 26. Dermed holder vi fast i toppen, og vores aktuelle 3. plads skal forsvares med næb og klør i lørdagens hjemmekamp mod Ajax København.
Vi plejer at have styr på københavnerne i Fort Spektrum, men det har de sidste par gange været efter nogle tætte kampe med 2-måls sejre. Det vil vi som minimum gå efter igen, og dertil har vi brug for størst mulige opbakning i Fort Spektrum, hvor jeg håber, at I atter en gang vil møde talstærkt op og give drengene jeres fulde opbakning – og være med til at skabe feststemning i hallen.
Vi ønsker alle en rigtig god håndboldoplevelse på lørdag.