Effektiv vej til profilering og nye netværk
Endnu et top-brag i Spektrum – besøg af ”et såret dyr”
Top-opgør mod et hold med store ambitioner og spændende profiler
Så er vi klar til at møde endnu et hold med top-ambitioner. Efter sæsonpremieren mod de stærke lolliker fra Sydhavsøerne, som vi slog i en spændende og medrivende kamp, vandt vi over fynske Otterup i sidste weekend, og i lørdagens kamp står vi over for endnu en stærk, ubesejret modstander, TMS Ringsted. De beskriver selv deres målsætning således: ”Målet er meget enkelt, vores Herrer skal meget gerne i Ligaen dvs. direkte oprykning eller om nødvendigt via kvalkampe mod først et 1. divisionshold og derefter et Liga hold”. I sidste sæson var TMS Ringsted ude i to kvalifikationskampe mod Skanderborg, hvor det blev ved lige-ved-og-næsten, så de har noget at have ambitionerne i.
Med andre ord, så kommer vort unge hold igen på hårdt arbejde, og forhåbentlig kan de holde takterne fra de to første kampe og præstere lige så godt som i hjemmekampen mod TMS Ringsted sidste sæson, hvor vi fik uafgjort 26 – 26. Et point er ok, men drengene går naturligvis på banen for at hente begge points, og mon ikke Jacob og resten af teamet på bænken har en idé eller to i baghånden til, hvordan drengene får en sejr i hus.
Kampen på bænken bliver også spændende at følge – kan vores unge talent Jacob Trangeled måle sig med sjællændernes karismatiske veteran, Christian Dalmose, som er kendt for at være meget medlevende under kampene?
Med andre ord: Der er basis for masser af spænding og dramatik i Spektrum denne lørdag eftermiddag, så jeg håber, at I kære publikum vil møde talstærkt op, så vi alle kan hjælpe drengene med en stor opbakning i en medrivende kulisse.
Lad os sammen løfte taget og igen få Spektrum til at syde……
Vi ønsker alle en rigtig god håndboldoplevelse på lørdag.
Billederne viser Christian Dalmose som vi husker ham fra tidligere besøg i Spektrum Odder.
